Det skal du gøre….

Ejendomskontoret og administrationen bliver af og til kontaktet af beboere, der ønsker hjælp til standsning af vandudslip fra egen vaske- eller opvaskemaskine og vandrør, eller har problemer med el-installationer og ødelagte vinduer. Hændelser, der kræver hurtig indsats.

Sker der skade i lejligheden eller på fællesarealer i ejendomskontorets åbningstid: stands skaden, og kontakt straks ejendomsinspektøren! Han er behjælpelig med at tilkalde assistance.

Sker der skade i lejligheden eller på fællesarealer uden for ejendomskontorets åbningstid: stands skaden og tilkald den nødvendige, professionelle assistance til minimering af og endelig udbedring af skaden! Straks derefter skal skaden indberettes til administrationen, der rekvirerer det nødvendige syn til konstatering af eventuelle skader på fællesskabets ejendom.

I begge tilfælde dækkes eventuelle skader af beboeren.

Hovedreglen, der påbyder beboeren selv at tage ansvar, er begrundet i det forhold, at skaderne for det meste skyldes beboerens egne private forhold (som for en husejer), og at det derfor er beboerens egen forsikring, der skal dække de skader, som eksempelvis et vandudslip har forvoldt.

Kun ved lækager på fælles hovedledninger (typisk lodrette rør) er beboeren berettiget og forpligtet til at bestille assistance på ejerforeningens vegne uden for åbningstid. Skader på fælles hovedledninger dækkes af ejerforeningens forsikring.

Glasskader på kældervinduer, opgangsdøre og altaner er forsikret gennem ejerforeningen og skal anmeldes til ejendomsinspektøren. Skader på altanvinduerne afdækkes midlertidigt (fx med plastik og gaffatape) af beboeren, og ejendomsinspektøren rekvirerer en lokal glarmester, som eventuelt afdækker yderligere og herefter tager mål til nyt vindue. Dette kan tage op til tre uger, da vinduerne specialfremstilles.

Glasskader på øvrige vinduer i lejligheden dækkes af beboeren selv.

Kontaktoplysninger på firmaer (el, vvs og kloak), der alle har døgnservice, ses på kontaktsiden. Kontaktoplysningerne findes også på tavle ved ejendomskontoret ved nr. 17, på tavlen på Blok A (ved nr. 3) og på affaldsskuret ved Blok D.

Hvis der opstår problemer med vaskemaskinerne uden for ejendomskontorets åbningstid, sættes en seddel på maskinen og ejendomsinspektøren kontaktes, så en montør om nødvendigt kan rekvireres. På side 45-47 i brugervejledningen er vist, hvordan udpumpning af vand aktiveres manuelt, og hvordan døren nødåbnes.